NYT fra Munkhøj

Nyheder


24. august 2024

Sommeren - i hvert fald turistsæsonen - er ved at være forbi. Der har været travlt både med heste, kvæg og høst, og der bliver stadig kørt på med græshøsten.

Selv om vi havde planlagt vores ferie efter, at vi skulle være hjemme, når årets føl skulle komme til verden, så snød Káta os og folede et dejligt hingsteføl, mens Per og Vips vippede rundt ude i Atlanterhavet på vej til Færøerne, hvor en hel uge på hotel ventede.

Vel hjemme igen ventede vi så i stor spænding på, at Tritla skulle fole. Hun fik en skade i bækkenet 2 mdr før termin, og vi var meget bange for at miste hende. I et par uger kunne hun næsten ikke gå på bagbenene og dyrlægerne kunne ikke rigtig finde en årsag. Skaden er måske opstået ved, at hun selv eller en af de andre har trådt på hendes hale, så hun havde forstrukket et ligament i bækkenet. 

Heldigvis blev hun bedre dag for dag, mens hun var lukket på en lille sygefold inde i hoppefolden, og vi holdt godt øje med hende, da kiropraktoren havde sagt, at hun måske kunne få problemer i forbindelse med foling.

Hun snød os også, for om natten og ganske tidlig morgen var der ingen tegn på foling. Og alligevel stod der et dejligt hingsteføl på folden ved 7-tiden om morgenen. Og det ser ud til, at Tritla kommer sig over skaden. Dog bliver hun ikke ifolet denne sommer, hvor vi ellers har skønne Tívar gående og friste.


Den 18. august tog vi turen med Køge-færgen med Vindfari, som nu er afleveret til sin nye ejer, hvor vi er sikre på, han får det rigtig godt.

Hjemme igen fik vi en forespørgsel på vores næsten 3 mdr gamle hingsteføl. En af vores pensionærer havde forelsket sig i ham, og vi er slet ikke i tvivl om, at han får det rigtig godt.

Han bliver på matriklen, så vi kan følge hans rejse på ganske tæt hold.


27. maj 2024

I dag er Vindfari blevet handelsundersøgt og han er klar til at flytte hjemmefra. Han er solgt til gode hestevenner på Sjælland. Han får dog lige lov at blive i flokken, indtil den værste feriesæson er ovre, så det igen er til at få billetter, som også passer med vores egen ferie og Pers travle tid i hø-/wraphøsten.


14. maj 2024

Der opstod en uventet mulighed for os, mht. at sende de unge hingste og vallakker på sommergræs i naturplejen, så den 11. maj flyttede vi de 3 små hingste, Kavaler, Jóker og Flugfari, på sommergræs sammen med vallakkerne Vindfari (3 år), Fjölvi (2 år) og "onkel" Vísir. Sidstnævnte skulle blot med de første dage for lige at vise de yngre vejen gennem vandløb mv.

6 glade heste i naturplejen

Far til næste års føl: Tívar

Følhopper med årets føl